Titel: For enden af din pegefinger
Forfatter: Kristina Aamand
Forlag: Carlsen
Anmeldt af: Anne
Hvad handler bogen om?
Sheherazade er 17 år gammel, muslim og går med tørklæde. Hun bor i Parkerne sammen med sin far og mor, og mange andre, som tog flugten til Danmark og har fået opholdstilladelse. Hendes far har PTSD og har tendens til vredesudbrud, der også stresser hans hjerte og han ender med at blive indlagt på sygehuset, hvor Sheherazade og hendes mor befinder sig i starten af bogen. På hospitalet møder hun Thea, og pludselig er hendes verden en hel anden.
Hvad er queer-elementerne?
Sheherazade er queer og bliver forelsket i Thea, en forelskelse der er gensidig. Sheherazade var ikke helt klar over at hun kunne føle sig tiltrukket af kvinder, før hun møder Thea. Hun var en ’god muslimsk pige’, som hendes mor forventede af hende. Hun passer sin skole, hun hjælper til i hjemmet og hun viger ikke fra den udstukne livsplan. I hvert fald ikke, hvor hendes mor kan se det. Hun lever et hemmeligt liv, selvom hun stadig opretholder dele af sin kultur og religion. De dele, som hun kan forliges med.
Hvis vi snakker om queer som begrebet omkring ’anderledeshed’, har vi også kulturclashet mellem Sheherazade og Thea. Sheherazade kommer fra en muslimsk flygtningefamilie, som bor sammen med andre muslimske familier i Parkerne. De har lavet deres eget parallelsamfund, hvor de eksisterer side om side med det danske, men i Parkerne gælder deres egne normer og regler. Thea er fra en dansk familie, som har lidt flere penge at gøre med end andre, og som har rejst en del rundt i verden, og hun forstår ikke altid Sheherazades reaktioner fordi Sheherazades verden er så forskellig fra hendes egen.
Thea er også queer, om end mere åben omkring det. Hun har eksperimenteret med sin seksualitet og har ikke problemer med at være out and proud, hverken over for sine forældre eller for sine venner. Det virker som om hun altid har været accepteret for lige nøjagtigt den hun er, og måske netop derfor forstår hun ikke Sheherazades bekymringer og tilbageholdenhed.
Udover Sheherazade og Thea møder vi også andre queer personer. Efter Sheherazade bliver smidt ud af sin mor, deltager hun og Thea i et møde hos en støttegruppe af muslimske queer personer, som har oplevet situationer, der ligner Sheherazades.
Fungerer det?
Sheherazdes historie er en om selvopdagelse og om at bryde med et kulturelt pres om at passe ind og ikke skille sig ud. Hun prøver at benægte det over for sig selv og prøver at skubbe Thea væk, fordi hun er så bange for de konsekvenser, det vil få for hendes familie. Hun kan dog i sidste ende ikke fornægte sig selv, og må i sidste ende vælge det, der er bedst for hende. Det er ikke kun hendes seksualitet, der får hende til at sige fra over for hendes mor. Det er kun en brøkdel af beslutningen. Morens forventninger om en lægedatter i et solidt muslimsk ægteskab stemmer slet ikke overens med Sheherazdes håb og drømme.
Bogen er skrevet fra Sheherazades synsvinkel i nutiden, og hendes dagbogs zines (et kunstnerisk udtryk, hvor man kombinerer udklip fra magasiner og tekst), der fortæller om forskellige episoder i hendes fortid, der kan kobles til hvorfor hun tænker som hun gør i nutiden.
Vi har også en klassisk dynamik, som ofte ses i populær queerlitteratur: en ’out and proud’-person og en ’still figuring things out’-person i Thea og Sheherazade. Men i stedet for at lege mentor eller blive afskrækket af at skulle skjule deres forhold, prøver Thea at forstå. Hun prøver at snakke tingene igennem med Sheherazade og støtte hende.
Aamand har i For enden af din pegefinger givet stemme til en i litteraturen nogen gange overset gruppe af queer personer, nemlig muslimerne og det er tydeligt at mærke at hun kender de her parallelsamfund og de her mennesker.
En ting jeg specielt lagde mærke til var forholdet mellem Sheherazade og hendes far. I så mange fortællinger om muslimske piger, der bevæger sig væk fra den udstukne sti, er det faren, der farer i flint og smider dem ud eller straffer dem. Her er det faktisk moren, der flipper ud og smider Sheherazade ud og nægter at snakke med hende. Men faren, der selv blev holdt fængslet for sine skriverier og frie tankegang i deres hjemland, accepterer Sheherazade for lige præcis den hun er. Det var utroligt befriende at læse en bog, der ikke kun handler om de strenge og stærkt troende muslimer (specielt mændene), som i realiteten kun er en hvis procentdel af den muslimske befolkning.
Så ja, queer elementerne i For enden af din pegefinger fungerer.
Hvem anbefales bogen til?
Jeg vil anbefale denne bog til alle, der leder efter en god bog om at finde sig selv på trods af alt, simple as that. Det er noget, vi alle kan have brug for indimellem. Det er nok primært en ungdomsbog, men det skal ikke afskrække voksne fra at læse den. Der er nogle universelle temaer, som strækker sig ud over alder. Formatet i bogen, hvor Sheherazades fortælling er flettet sammen med hendes zines, er virkelig spændende og giver fortællingen en anden dimension og gør den også lidt lettere at læse.
~ Anne

2 Comments Tilføj dine