Er du okay, Matthias? af Anika Eibe

✨ Anmeldelse ✨

Titel: Er du okay, Matthias?

Forfatter: Anika Eibe

Forlag: Tellerup

Anmelder: Noah, Marie & Lasse

Hvad handler bogen om?

Bogen handler om Matthias, en 16-årig homoseksuel dreng, der prøver at få sin hverdag til at fungere i en provinsby, imens han prøver at skjule sin seksualitet og balancere et kompliceret familieliv. 

Hvad er queer-elementet?

Bøsse er det ord som Matthias, Elias og Thomas bruger om sig selv og det er den identitet som bogen i største grad omfatter. Og det er faktisk et godt eksempel på de problemer, der er med bogen i sin helhed. Et misforstået forsøg på en dyb og taktil oplevelse. Bogen fremstiller homoseksuelle unge drenge som seksuelle objekter og er hvad man kan omtale som straight fetish-isering af homoseksualitet. Imod slutningen, da vi endelig bliver præsenteret for ordet homoseksuel føles det hverken fortjent eller ægte. 

Kønsidealer er et af de centrale emner i historien og det giver rigtig god mening, i forhold til tematikken. Desværre er det en seriøst udvandet version af det, der egentlig afspejler amerikansk teenagekultur mere end den danske, som den jo faktisk foregår i. Den baserer sig på token stereotyper, uden at udvikle disse karakterer videre. Det efterlader læseren med et ensemble cast af personer, der er lige så anonyme, som i begyndelsen. Forfatteren bruger fysisk samvær og edginess til at prøve at fremprovokere en menneskelig fornemmelse, men desværre virker det på grænsen af pornografisk og er mere ubehageligt end effektivt. Det er egentlig kun med til at sætte endnu flere seksuelle forventninger op, for unge mennesker. Dette kunne måske tilgives, hvis disse groteske scener var ægte og autentiske, men desværre er de også, ligesom karaktererne, bygget på dårlige stereotypiske forventninger. 

At beskrive denne bog som Queer, er upræcist. Bogen, hvis noget, læner sig i retning af LGBT litteratur skrevet fra en majoritets persons perspektiv. De elementer den indeholder, som repræsenterer queer kultur, er få og dårligt fremstillet. Et eksempel på dette, er det faktum, at Matthias (hovedkarakteren), er sin seksualitet og intet andet. Han bliver vist som konstant liderlig og der så stort fokus på hans kønsdele, at det bliver kvalmende og frastødende (Ordet pik og lignende bliver brugt mere end 42 gange, fire gange på samme side i et tilfælde). I tillæg fremstiller bogen homoseksuelle mænd, som enten liderlige teenagere eller pædofile voksne, der bare sidder og venter på en chat hjemmeside. 

“Er du okay, Matthias?” omtaler en masse, meget dramatiske og problematiske emner. Det et er vigtigt at omtale nogle af disse elementer. Det første af disse er, at “skurken” i bogen, Matthias’ far lider af det forfatteren kalder posttraumatisk stress syndrom, der efter lidt research faktisk bliver omtalt som posttraumatisk belastningsreaktion i dansk psykologi. Igen, virker det til at forfatter ikke har gjort dyb nok research og ender med at give et falsk billede af en meget alvorlig psykisk lidelse. Den opførsel som Matthias’ far udviser er ikke konsekvent med hvad det faktisk vil sige at lide af PTSD, selvom hendes tankegang måske har været fundamentalt det rigtige sted. 

Men det, som nok bliver lidt mere vanskeligt at retfærdiggøre er brugen af N-ordet, og homofobiske slangudtryk, af hovedkarakteren. Der er ikke så meget mere at sige om det, ud over at det er upassende, og forfatter burde vide bedre. 

Fungerer det?

Der er mange forsøg på at inkludere elementer og idéer, som kan være foder for en god samtale, men der er en tydelig mangel på autenticitet. Det man sidder med efterfølgende, er en mangelfuld og til dels, skadelig bog. Den fremmer forældede og nedladende stereotyper for både, Queer personer, unge mennesker og psykisk syge. Der er en stor mangel på perspektiv og man kan mærke at forfatteren ikke har gjort sin research ordentligt. Bogen burde havde været 400 sider længere, den er mangelfuld og flad i alle aspekter. Man mærker det på alle niveauer helt fra de centrale plot punkter, der ikke fungerer til det endelige produkt faktisk er stødende og undertrykkende. Helt ned til de mindste detaljer, hvor forfatter ikke engang har styr på aldersgrænsen, for køb af alkohol i butikker.

Hvem anbefaler vi bogen til?

Som Queer mennesker og som fortaler for queer litteratur, kan vi ikke med god samvittighed anbefale den. Målet med bogen virker, som om det er at starte en samtale og det kan den potentielt fungere fint til, som eksempel på what not to do. Der er mange bedre alternativer, der fortæller den homoseksuelle mands historie meget bedre. 

Konteksten omkring bogen

Det er tydeligt, at forfatter har haft en god intention med at skrive denne bog og man kan sige, som samtale starter, er der måske noget om sagen. Baseret på de blog posts, som hun selv har udgivet, hvor hun fortæller om processen bag, er der nogle elementer som virker forstyrrende, idet hun jo faktisk har gjort det samme mod andre som Thomas gør mod Matthias i bogen. Omend, i en mildere grad og for at indsamle information. Hun fortæller også at hun aktivt valgte ikke at henvende sig til faktiske homoseksuelle mænd i hendes liv (se blogindlæg om dette på forfatterens hjemmeside her). 

Begge ting, er ud fra et udenforstående perspektiv, utrolig uacceptable. Der er uendelig mange informationskilder tilgængelige for os i dag, og at catfishe folk er aldrig okay. 

Forsiden (hele “er du okay”-serien)

Forsiden informerer vores afkodning af den fiktive verden og oplyser forventninger til hvad bogen omhandler. I denne serie er forsiden en samling af negative udtryk, som vi ofte tænker om os selv. Fedt koncept, men desværre, fordi forfatter har den kulturelle baggrund hun har og det faktum, at udtrykkene aldrig bliver brugt i bogen af nogen andre karakterer end Matthias, virker det undertrykkende. Bogen er skrevet i første person fra hans perspektiv, så det faktum, at han siger disse ting til sig selv, gør det er Anika, der siger det i Matthias’ hoved. Så, mere end den selv reflekterende natur, som hun søger, ender hun med at gøre lige præcis det hun prøver at kritisere. Hun bagatelliserer og shamer hovedkarakteren.

‘Write what you know’ er en alment brugt frase blandt forfattere, netop fordi det at opnå autenticitet på et emne som du ikke selv har oplevet, er næsten umuligt. Forfattere, der skriver om vanskelige emner som disse, anbefaler vi at foretage en overvejelse i fremtiden omkring betalæsning og sensitivitetslæsere til at synliggøre de forskellige “problemstillinger” der mangler i bogen eller kan styrke det.